Farsø Bageri i den gode sags tjeneste
Bageriet har i år leveret brød til lokale julehjælpspakker
Mens Dansk Folkehjælp over hele landet har oplevet en markant stigning i behovet for julehjælp til betrængte danskere, så har tendensen lokalt i Vesthimmerlands Kommune også været klar. Her har der i 2016 været cirka dobbelt så mange familier, der har ansøgt om julehjælp sammenlignet med året før.
I forbindelse med Dansk Folkehjælps lokale kampagne i Vesthimmerland benyttede masser af borgere lejligheden til at donere penge til den gode sag. Erhvervslivet var dog heller ikke nærige. Farsø Bageri bidrog således med en brødpakke bestående af henholdsvis ét Holger Danske-rugbrød og ét Holger Danske-franskbrød til hver af de cirka 150 julehjælpspakker, der blev uddelt i Vesthimmerland.
- Da vi blev spurgt, valgte vi at takke ja til leverancen, fortæller bagermester Peter Grøn Holleufer fra Farsø Bageri. – Vi ved jo, at julen er en tid, hvor mange mennesker har det svært.